Skærmpolitik
På Lille Egede Friskole går vi meget op i nærværet mellem mennesker, naturen, legen og evnen til at fordybe sig. Vi vil som institution gerne bidrage til at ”skærme” børnene fra et unødvendigt brug af smarte telefoner, smarte ure og tablets i 10 af børnenes absolut vigtigste år.
Derfor gælder følgende retningslinjer for alle elever på Lille Egede Friskole fra 0 – 9 klasse. Dette forventes respekteret og overholdt af alle børn såvel som forældre.
Alle elever skal aflevere alle former for ”digitale enheder” når skoledagen begynder, det vil blive udleveret igen når dagen er omme. Vi opfordrer til, at I hjælper børnene med at lade deres ting blive hjemme, medmindre det er nødvendigt at have med. Det vil lette en del praktik for os – og skabe en sund vane for jeres børn. *I de små klasser 0-4, kan læreren lade telefonerne blive i bunden af tasken, for ikke at give dem opmærksomhed*
I SFO skal telefonen blive i tasken HELE tiden. Alt kontakt med forældre, går gennem personalet.
Vi ønsker at bygge vores relationer på tillid, hvorfor vi forventer at alle elever/forældre følger retningslinjerne. Skjulte enheder indleveres på kontoret og kan kun afhentes af forældre.
Fast brug af computere i undervisningen starter fra 4. klasse. Vi tilstræber at alt undervisning kun foregår på skærm såfremt at skærmen giver mening. Vi tilstræber at ramme balancen mellem de analoge og de digitale metoder – så vores elever også bliver rustet til en digitaliseret verden.
Som skole, vil vi anbefale alle klasser at indgå en ”forældrekontrakt” med aftale om hvornår klassens børn må få en smartphone[1] og hvornår de må komme på sociale medier[2]. Denne kontrakt skal gerne laves allerede i 0 / 1 klasse.
Vi vil gerne anbefale og opfordre alle til at læse digitaliserings ministeriets ”fem tommelfingerregler for et trygt og godt digitalt børne- og ungeliv”
Lille Egede Friskole vil bistå med forløb om digital dannelse gennem elevernes skolegang.
Alt kommunikation mellem forældre og børn, i løbet af skoledagen/SFO, skal ske via Intra eller skolens kontor. Vi skal nok viderebringe beskeder, eller hjælpe børn med at ringe hjem 😊
[1] Digitaliseringsministeriet anbefaler at udskyde brugen af smartphones til børn fylder 13 år.
[2] De fleste sociale medier har en aldersgrænse på 13 år – nogle steder ældre.